Blandt konger og kameler
I Jordan behøver du ikke at bevæge dig langt uden for byerne, før du støder på en kamel. Landet har en kæmpeørken, og her er kameler ofte det sikreste transportmiddel. De bryder ikke sammen som en bil, og de kan gå flere dage uden vand, og de kan holde til varmen.
Et af verdens syv vidundere
De fleste turister møder de pukkelryggede dyr ved byen, Wadi Musa. Her kommer mange for at se Petra, som er kåret til at være et af verdens syv vidundere. Petra er en ældgammel by, som er hugget ind i klipperne. Her kan man gå rundt og blive betaget af den smukke arkitektur, som er mange hundrede år gammel.
Kong Abdullah og dronning Rania
Jordans konge, Kong Abdullah, har garanteret også besøgt Petra. Han er gift med Dronning Rania, og sammen har de fire børn. Han er en lidt anderledes regent end Danmarks Dronning Margrethe. Han bestemmer nemlig en hel del. Det gør vores dronning ikke. Hun må ikke udtale sig om politik og blander sig ikke i Folketingets arbejde. Det er helt anderledes i Jordan. Her kan kongen udpege og fjerne ministre, hvis han ønsker det. Han er landets overhoved.
Det døde hav og madens fest
Mellem Israel og Jordan ligger Det Døde Hav. Det er egentlig en stor sø, men den er så stor, at den kaldes et hav. Vandet er meget saltholdigt, og det gør, at du bliver holdt oppe, hvis du lægger dig i vandet. Du flyder simpelthen uden problemer. Vandet føles tykkere end andre steder, og din hud glinser af salt, når du tørrer i solen efter et dyp. Mange turister kommer for at opleve det, og mange fortæller, at Det Døde Hav har en gavnlig effekt på forskellige sygdomme som fx hudsygdommen psoriasis.
Det Døde Hav er også et populært udflugtsmål for lokale jordanere. Især når afslutningen på fastemåneden, ramadanen skal fejres. I Jordan er langt de fleste muslimer. Én måned hvert år faster de hver dag og må først spise efter mørkets frembrud. Hvilken måned ramadanen ligger i, skifter fra år til år. Når måneden er ovre, skal der være fest. Den kaldes eid. Så kommer der en masse gode retter på bordene, og familie og venner samles om det store festmåltid.