Du bliver, hvad du spiser...
Alle mennesker skal have noget at spise. Nogle har nok at spise, mens andre har for lidt eller ingenting. Maden, som vi spiser (eller ikke spiser!), påvirker vores krop på forskellige måder. I verden findes der meget fede mennesker og meget tynde mennesker. Fede og tynde bor side om side, som man især ser i storbyer verden rundt.
Køkkenets rolle
Køkkenet bliver kaldt det vigtigste rum i huset. Det er i køkkenet, vi opbevarer og tilbereder vores mad. Og det er som regel her, vi spiser vores måltider. Folk samles om mad, og sådan har det været så længe, man kan huske.
I mange lande er køkkenerne i dag meget moderne. Mange har både opvaskemaskine, ovn, mikroovn og køleskab - og nogle har endda et tv i køkkenet! Men i mange fattige lande er køkkenet stadigvæk indrettet, som vi gjorde i Danmark for 200 år siden, hvor man lavede mad over bål!
Der findes mange steder, hvor man slet ikke har vand i sit hus. Derfor skal kvinder og piger hente vandet fra en brønd eller et vandhul hver dag, før de kan lave mad.
Nogle steder laver man maden på komfur, men andre steder bliver maden hver dag lavet på bål. Så skal man ud og samle brænde for at få mad!
I Danmark er det almindeligt at spise med kniv og gaffel. I Indien og mange lande i Afrika er det mest rigtigt at spise med fingrene. I Kina, Japan og Vietnam spiser man med spisepinde.
Opbevaring af mad
Mad bliver opbevaret på forskellige måder. I Danmark kan man slet ikke forestille sig et køkken uden et køleskab. Men i nogle lande har man slet ikke et køleskab. Måske fordi der ikke findes strøm, der hvor man bor. Eller måske fordi man er så fattig, at man ikke har råd til at købe et køleskab. Så kan man i stedet for tørre, salte eller ryge sin mad så det kan holde længere.
Hygiejne
Til dagligt tænker du nok ikke så meget over, hvor ren din mad er. Men faktisk hænger din sundhed utrolig meget sammen med, hvor ren din mad og dit køkkenudstyr er.
I Danmark vasker vi hænder ofte, men det kan man ikke, hvis man ikke har en vandhane eller en håndvask. Hvis folk ikke har mulighed for at have rene hænder, når man laver mad, så ender mange bakterier i den mad, de skal spise. Så kan de blive så syge, at de får dårlig mave og i værste tilfælde dør de. I landene i Afrika er der hver dag mange, der dør på grund af dårlig hygiejne. Især de helt små børn under 5 år.
Klima og tilgængelighed
Mad er meget forskelligt i forskellige lande. Klimaet spiller en stor rolle for, hvad folk spiser rundt omkring i verden. Tidligere spiste folk det, de kunne dyrke og som kunne vokse, der hvor de boede. I dag bliver vores mad transporteret enten med fly, skib, tog eller lastbil. Derfor kan vores mad komme langt omkring. De bananer, som du spiser, kommer for eksempel tit fra Sydamerika og har altså rejst en lang vej for at nå til din mave.
Der er stadig mange fattige mennesker som kun spiser det, de kan dyrke i det klima, som de bor i. Måske har de ikke har råd til at købe anden mad. Men der findes også steder i verden, hvor der ikke er veje at køre på, og så kan man ikke transportere maden rundt fra sted til sted. Så er man tvunget til at spise den samme slags mad hver dag.