9 ud af 10 børn går i skole
Det er helt almindeligt for danske børn, at en hverdag er fyldt op med bøger, undervisning, lektier, lærere og frikvarterer. Sådan er det ikke for alle verdens børn, selvom flere børn end nogensinde i dag går i skole. 9 ud af 10 af alle verdens børn går i dag i skole. Der er mange børn, som stadig ikke går i skole. Prøv at forestille dig, hvis 1 ud af 10 i din klasse ikke kunne gå i skole. I alt går over 58 millioner børn stadig ikke i skole. Halvdelen af disse børn bor i Afrika syd for verdens største ørken: Sahara.
Ingen skoler er ens
Der er stor forskel på, hvordan skolerne ser ud rundt omkring i verden. I mange lande findes der ikke store, flotte skoler som i Danmark. Her er skolerne i stedet små blikskure eller gamle slidte bygninger. Eleverne må tit gå mange kilometer i deres skoleuniformer for at komme frem til skolen. På mange af skolerne findes der ingen computere og kun få bøger og blyanter - hvis altså de er så heldige overhovedet at have bøger og blyanter. I nogle fattige lande kan skoleklasserne være meget store. Det er ikke usædvanligt, at der er over 60 elever i en klasse. Synes du, at det lyder lidt vildt? Hvad siger du så til, at lærerne i mange lande også stadig må slå eleverne?
Arbejde eller skole?
Det er meget vigtigt, at børn går i skole. I skolen lærer børn at læse, regne og skrive. De lærer også at være sammen med andre børn, og de får mange venner. I verdens fattigste lande kan uddannelse være en vej ud af fattigdom. Hvis børnene får en uddannelse kan de få et arbejde og tjene flere penge. Men mange børn kan ikke gå i skole på grund af fattigdom. De er nødt til at arbejde for at tjene penge til familien.
Man skal være 15 år i Danmark for at have lov til at arbejde på fuld tid. Og når man er fyldt 13 år, så må man gerne have let arbejde. Sådan er det ikke i mange andre lande. Her kan nogle helt små børn arbejde i få timer eller hele dagen. Forældrene er nødt til at lade deres børn arbejde. De kan nemlig være så fattige, at familien ellers ikke vil have råd til mad. Derfor går børnene ikke i skole. Når børnene arbejder, så får familien råd til mad og til et sted at bo. Nogle børn tjener penge til deres mindre søskende og deres mor. Nogle børn forsørger deres familie.
Fremtiden
Alle børn skal gå i skole. Sådan lyder et af FN's 2015-mål. Uddannelse er ofte en betingelse for at få et godt arbejde Og et arbejde er tit en betingelse for at kunne forsørge sin familie. Derfor er skolegang en måde at bekæmpe fattigdom på.
Så næste gang du er lidt træt af din skole, kan du i stedet tænke over, hvor heldig du egentlig er. I Danmark har vi nemlig nogle af verdens bedste skoler.